Alle børn har ret til at blive skrevet på venteliste i Allerød kommune.
For børn over 6 måneder garanterer Allerød kommune pasning, hvis barnet er skrevet op senest tre måneder før den dato, hvor familien har brug for pasning.
Hvis der ikke kan anvises en plads i et dagtilbud fra den dato, hvor barnet efter reglerne skal anvises en plads, betragtes det som brud på pasningsgarantien. jf. Dagtilbudslovens § 24.
Allerød Kommune kan afvise at optage børn fra andre kommuner på venteliste, hvis det betyder, at pasningsgarantien ikke kan opretholdes.
På hjemmesiden ventelistelukning.dk (se link til højre) kan du se om Allerød Kommunes ventelister er lukkede for børn fra andre kommuner. Skrives barnet op senere end 3 måneder før behovsdatoen, udskydes garantidatoen tilsvarende, jf. Socialministeriets regelsæt.
Ved ændret behovsdato - både ved fremrykket og udskudt pasningsbehov – danner reglen om 3 måneders varsling udgangspunkt for fastsættelse af ny garanti-dato.
Ved fremrykning af pasningsbehov – i form af afbrudt orlov mv. – vil familien aldrig blive stillet ringere end den oprindelige garantidato.
Ved et udskudt pasningsbehov vil pladsanvisningen som udgangspunkt betragtes det som en ny ansøgning, således fastsættes en ny garanti-dato med udgangspunkt i 3 måneders reglen.
Kommunen skal herefter med virkning fra det tidspunkt, hvor pladsen skulle være til rådighed, dække udgifterne til privat pasning efter Dagtilbudslovens §80, dog maksimalt kommunens gennemsnitlige bruttodriftsudgifter pr. plads for dagtilbud i kommunen til den pågældende aldersgruppe eller bruttodriftsudgifterne til en dagtilbudsplads efter Dagtilbudslovens § 281 i en anden kommune. Tilskuddet til forældrene ydes indtil det tidspunkt, hvor kommunen kan tilbyde en plads og forældrene er frigjort fra betaling for en anden plads.
Hvis forældrene siger nej tak til en tilbudt dagtilbudsplads betragtes det – på samme måde - som en ny ansøgning, og der fastsættes en ny garanti-dato med udgangspunkt i 3-måneders reglen.
Retningslinier for fordeling af pladser på 0-6 års området
Visitationen til samtlige 0-6 års pladser foregår i forvaltningens afdeling: Dagtilbud.
Børn skrives på venteliste efter anciennitetsprincippet, og pladserne fordeles som hovedregel efter "garanti-dato" og derefter ansøgningsdato. Garantidatoen har altid højeste prioritet i visitationen.
Så længe barnet er på venteliste i bopælskommunen, er forældrene ikke berettiget til kommunalt tilskud til pasning. Når barnet har tilsagn om en plads i bopælskommunen, har forældrene samtidig tilsagn om kommunalt tilskud til betaling af dagpasningspladsen. Det kommunale tilskud kan benyttes til betaling af dagpasning i andre kommuner eller til privat pasning efter Dagtilbudslovens § 19, stk. 2 og § 80.
Pladsanvisningen forvaltes i øvrigt under hensyntagen til barnets tarv, forældrenes ønsker og en hensigtsmæssig kapacitetsudnyttelse. Det prioriteres, at søskende kan tilbydes plads i samme dagtilbud.
Efter henvisning kan børn med særlige behov få fremrykket deres "garanti-dato".
Overgang fra et tilbud til et andet
I integrerede 0-6 års institutioner er barnet indskrevet fra indmeldelse til skolestart. Det er daginstitutionen, der bestemmer barnets placering i institutionen (dvs. i hvilken afdeling eller på hvilken stue, barnet skal gå) i hele indmeldelsesperioden. I disse dagtilbud betales børnehavetakst den 1. i den måned, hvor barnet fylder 3 år.
Børn i dagpleje og Rønneholtparkens vuggestue overføres – som udgangspunkt til børnehave d. 1. i den måned, hvor barnet fylder 3 år. I disse to dagtilbud betales hhv. dagpleje- og vuggestuetakst, indtil barnet starter i børnehave
Hvis forældrene ved overgangen fra dagpleje/Rønneholtparkens vuggestue til børnehave siger nej til en tilbudt plads udmeldes barnet automatisk, med mindre der foreligger en væsentlig begrundelse. Barnet kan derefter optages på venteliste til et andet dagtilbud med fornyet anciennitet.
Barnet kan kun være indmeldt i et dagtilbud ad gangen.
Selvbetjening
Hent ansøgningsskema via link til højre.
Flere informationer