Værdigrundlag og handleanvisninger
Værdier omsat til handleanvisninger
I Lillerød Børnehus tager vi afsæt i en anerkendende relationspædagogik. Ved at møde barnet med anerkendelse vil vi gerne give barnet mulighed for at udvikle en tryghed og et selvværd som fundament for sin udvikling og læring. Hos os er relationen i centrum. Vi tilrettelægger hverdagen som en ramme, hvor det enkelte barn får mulighed for at indgå i udviklingsstøttende relationer. Vores værdigrundlag bygger på værdierne professionel imødekommenhed, åbenhed og troværdighed. Vi har udarbejdet følgende handleanvisninger for, hvordan værdierne udmøntes i vores daglige pædagogiske arbejde.
Handleanvisning til samling
I Lillerød Børnehus er samling en integreret del af vores hverdag. Formålet er bl.a. socialt fællesskab, tilhørsforhold til gruppe, samtale og dialog, bevægelse, sproglig- og skriftsproglig stimulering. Vi synger, leger sanglege, rim og remser, fortæller historier/eventyr, taler om dagen, børnene fortæller om oplevelser m.m. Aktiviteten foregår i fællesskab på stuen eller i den gruppe barnet er tilknyttet. Under samlingen har vi fokus på:
- Vi sidder alle sammen i rundkreds, på denne måde er de voksne i børnehøjde, og vi har fin øjenkontakt til alle
- Vi viser, at vi er åbne og imødekommende ved at alle er inkluderet i aktiviteten, alle børn får mulighed for at blive set og hørt, vi viser vores interesse for hvert enkelt barn ved at se på og benævne hvert barn ved navn med en goddagsang
- Vi synliggør at alle har værdi for fællesskabet ved også at tale om, hvem vi evt. mangler i dag og ved at vise omsorg for en kammerat, som måske er syg
- Vi viser, at vi er troværdige ved, at det er en genkendelig proces hver dag
- Vi viser, at vi er professionelt imødekommende ved at have blik for de enkelte børns opmærksomhedsfokus og behov, de voksne placerer sig i rundkredsen, så de kan støtte de enkelte børn i at været inkluderet i den fælles oplevelse, dette kan børnene hjælpes til ved at sidde ved siden af eller på skødet af den voksne, ved at den voksne benævner det der sker, og det der skal ske, eller ved med jævne mellemrum at få bekræftet sit opmærksomhedsfokus og få hjælp til at rette sin opmærksomhed mod det fælles fokus f.eks.: ” Mikkel, jeg kan se, at du gerne vil vise din nye bil frem, det kan du, når Rasmus er færdig med at fortælle, lige nu er det Rasmus, der taler, vi skal lige høre, hvad Rasmus fortæller.” Vi har opmærksomhed på at skabe en tryg ramme om samlingen, hvor de enkelte børns kompetencer fremhæves i børnegruppen, og børnene hjælpes på denne måde til at træde såvel frem i gruppen og fortælle som at træde tilbage og lytte
- Vi viser åbenhed ved at give plads til spontanitet og turde opgive kontrollen og være omstillingsparate og imødekommende over for, hvad de enkelte børn er optagede af og følge deres tankeproces, børnene er måske mere motiverede for at høre eventyr end at synge sange fra kufferten den dag, måske er børnenes behov bevægelseslege frem for at sidde stille, eller ved at møde barnet med nysgerrighed og stille åbne spørgsmål, når børnene fortæller, så de ikke afspores fra, hvor de er oplevelsesmæssigt, men får mulighed for at blive i oplevelsen: ”Har du været ude at sejle, hvad har du lyst til at fortælle om det?”
- Vi viser vi er troværdige og professionelt imødekommende ved at være lydhøre overfor hvad der sker i relationen mellem børnene og invitere til dialog, en dukke kan bruges til at fjerne fokus fra den voksne og flytte det til samtaleemnet f.eks. hvordan vi kan være gode kammerater over for hinanden.
Handleanvisning til frokosten
I Lillerød Børnehus tilbydes børnene 3-4 måltider om dagen, frokosten er hovedmåltidet. Vi lægger vægt på det samvær og fællesskab, som gode måltider kan give. Under frokosten har vi fokus på:
- Børnene vasker altid hænder inden måltider, den voksne viser professionel imødekommenhed ved at være i børnehøjde og sidde på en taburet og være til rådighed til at støtte børnene, hvis de har brug for hjælp
- Vi viser troværdighed ved, at det er et genkendeligt forløb hver dag
- Børnene er involveret i hele aktiviteten og deltager i forberedelsen til måltidet, f.eks. ved at dække rullebord med tallerkener osv.
- Vi viser åbenhed og professionel imødekommenhed ved at støtte børnene i at smage på forskellig mad, men det er altid et tilbud. Vi anerkender barnets ret til at vælge til og fra.
- Vi viser, at vi er troværdige ved at søge dialog med forældrene omkring hvad barnet har spist eller omkring madpakkens indhold, hvis vi vurderer, at den ikke lever op til vores kostpolitik, og den mængde barnet har brug for at indtage.
- Vi viser professionel imødekommenhed ved at støtte børnene i at være selvhjulpne, f.eks. ved selv at hælde mælk op fra en kande eller selv øse op på tallerkenen. Vi sikrer, at der er rum, ro og tid til denne læreproces og til at øve sig og også til ind imellem at spilde. Spildt mælk kan også være en form for eksperimenteren og leg, her møder vi barnet ved f.eks. at sige: ”Sara, jeg kan se, at du har hældt al mælken ud på bordet. Jeg vil gerne have, at du drikker mælken. Her er en klud, så du kan tørre mælken op igen”.
- Vi viser, at vi er troværdige ved at vise hvert barn, at barnet bliver set, og vi beskrive hvad vi ser og sætte ord på, hvad der sker og skal ske, og vi tænker højt: ”Oliver, jeg kan se, at du gerne vil have noget at drikke, jeg hjælper lige Mie færdig først, så kommer jeg hen og hjælper dig med kanden bagefter”.
Handleanvisning til legepladsen
I Lillerød Børnehus vægter vi udelivet højt, og vi er ude hver dag i al slags vejr. Uderummet er ligesom institutionens andre rum et rum for pædagogiske aktiviteter, vi vægter at give børnene nogle oplevelser på legepladsen, hvor de støttes i deres udvikling.
På legepladsen har vi fokus på:
- At de voksne både er igangsættere og indgår i børnenes leg og aktiviteter
- Vi viser, at vi er åbne og professionelt imødekommende ved at skabe rammer for fælles aktiviteter, der inkluderer alle børn.
- Legepladsens rum kan bruges såvel til bevægelseslege som til at læse en god bog i skyggen, vi viser, at vi er troværdige ved at tilbyde børnene aktiviteter, der støtter deres behov, har et barn f.eks. behov for at få styrket sin relation til den øvrige børnegruppe, kan vi skabe en ramme om en aktivitet, hvor barnets kompetencer fremhæves i fællesskab med de andre børn.
- Vi viser, at vi er troværdige og professionelle imødekommende ved at være lydhøre overfor og bekræfte barnets udtryk og følelser både nonverbalt med vores mimik og verbalt, barnet kan f.eks. vise glæde ved at gynge på gyngen eller er ked af det, fordi barnet skal vente på tur, vi sætter ord på ved at beskrive, hvad vi ser: ”Se, Mads og Rose gynger på gyngen, jeg kan se, at du er ked af det, du vil også gerne gynge på gyngen? Det bliver din tur om lidt, skal vi hjælpes ad med at gynge Mads og Rose?. Mads og Rose, jeg kan se, at I synes det er sjovt, at gynge sammen. Emil vil også gerne gynge på gyngen, om lidt er det Emils tur”. På denne måde bliver hvert barn set og hørt, den voksne beskriver fællesskabet i aktiviteten og hjælper børnene til at blive opmærksomme på hinanden og hinandens behov. Vi viser, at vi er troværdige ved at følge op og sikre os at Emil f.eks. får en gyngetur, og at der er tid til at færdiggøre aktiviteten, så der er overensstemmelse mellem, hvad vi siger og hvad vi gør.
- Vi viser, at vi er troværdige og professionelt imødekommende ved at være nærværende voksne på legepladsen, som støtter og vejleder børnene i evt. håndtering af konflikter.
I Lillerød Børnehus
- - ser vi og møder børnene, hvor de er, ved at være nærværende og lydhøre over for, hvad de er i gang med, og hvad de har brug for til at støtte deres udvikling. Vi tilrettelægger og tilpasser aktiviteter til de enkelte børns kompetencer og potentialer.
- - vil vi gerne holde en balance på vores opmærksomhed for interaktionen med det enkelte barn og vores opmærksomhed for børnegruppen, dvs. som voksne indgår vi i samspil med det enkelte barn og har samtidig blik for gruppen for at sikre, at de enkelte børn oplever sig set, hørt, anerkendt og inkluderet og på denne måde kan hjælpe de enkelte børn ind i gode udviklingsmønstre. Vi kan rette barnets opmærksomhed mod værdien i fællesskabet og den fælles aktivitet. Alle skal opleve sig velkomne.
- - skaber vi rammer for inklusion og for børn i særlige positioner, vi har fokus på relationer og sammenhænge, og hvordan disse kan virke udviklingsfremmende for de enkelte børn. Dvs. at vi er opmærksomme på, hvorvidt der er forhold, vi evt. kan ændre på, således at det enkelte barn og børnegruppen får nye og måske bedre udviklingsmuligheder.
- - er barnets relationer vigtige i forståelsen af lærings- og udviklingsmuligheder og vi søger at sammensætte børnegrupper, hvor børnene får mulighed for at lære af hinanden samt inkludere hinanden og knytte venskaber.
- - har vi fokus på positiv kommunikation, dvs. vi leder barnet via ”ja-cirkler” ved at give barnet nogle handleanvisninger eller handlealternativer i situationen. Vi ønsker at tale med hinanden og ikke til hinanden.
- - vil vi gerne modtage og give information, som kan have betydning for barnets dag. Vi vil gerne fortælle en historie om hvert barn. Når en medarbejder går hjem, sørger denne altid for at videregive information af betydning til sine kollegaer for på denne måde at sikre, at alle medarbejdere kan møde forældre med viden om deres barns dag.
- - vil vi fællesskabet og bruger tid og energi på, at forme et godt arbejdsmiljø for både børn og voksne.