Ude hver dag
Vi er ude i skoven eller naturen hver dag uanset vejret
Børnene er ude hver dag. Alt efter årstiden er vi udendørs ca. 5 timer om dagen - knap så mange timer i de kolde måneder. Vi sørger for at børnene er klædt ordentligt på efter årstiden, inden vi går i skoven og besvarer gerne spørgsmål vedrørende egnet påklædning.
Når vi går i skoven er børnene og voksne i deres grupper og vi går til hver vores base i skoven.
Vi har mange forskellige baser i skoven, som vi går ud til om dagen; f.eks. Stentroldene, Krokodillegrøften, Rumskibet, Lysningen, Kælkebakken m.fl.
Hjemmefra har vi pakket vore cykelanhængere eller rygsække med forskellige materialer og redskaber - ansigtsmaling, farver og tegnepapir, skovle, spande, sier, dolke og ikke mindst luppe - hvor bli'r billen stor! Tov til arm- og balancegang. En god gynge kan nemt laves af en gren. Vi har net til at fange smådyr og haletudser med, samt akvarier til at passe dem i. Vi har bestemmelses-duge og opslagsbøger med. Presenningen giver dejlig læ i koldt og dårligt vejr.