Det offentliggøres hermed, at Niras A/S har fået tilladelse til at foretage fire prøveboringer med henblik på at undersøge om der er gunstige forhold for at etablere et ATES-anlæg.
ATES står for Aquifer Thermal Energy Storage, og er et varme- og køleanlæg som benytter sig af grundvandets stabile temperatur. Hvis prøveboringerne viser, at der kan etableres ATES-anlæg, vil Niras kunne nedbringe den CO2-udledning, som der ellers er forbundet med virksomhedens varme- og kølebehov.
Anlægget fungerer ved at pumpe grundvandet op fra ca. 100 m dybde, bruge det til afkøling/opvarmning, og derefter pumpe det tilbage til grundvandsmagasinet. For at anlægget kan fungere optimalt og uden risiko for at påvirke grundvandsmagasinet, skal en række forudsætninger være på plads. Derfor er det nødvendigt at foretage prøveboringer, for at undersøge de geologiske og hydrologiske forhold.
Allerød Kommune har d. 13. januar 2026 meddelt Niras A/S tilladelse til at foretage prøveboringer, midlertidig indvindingstilladelse, samt tilladelse til at udsprede oppumpet vand på terræn. Tilladelsen er gældende i 3 år fra dags dato, og kan downloades på denne side.
Hvis du har spørgsmål til afgørelsen, kan du skrive til naturogmiljoe@alleroed.dk eller ringe til afdeling for Natur, Miljø og Klima på tlf. 48 10 08 18.