Kunne du tænke dig at være med til at sige højt, hvad du, dine venner og andre unge i Allerød har brug for? Så har du nu muligheden for – sammen med 19 andre unge fra Allerød – at blive en del af Ungerådet!
Ungerådet har brug for dig!
02sepKom til kickoff dag for ungerådet kl 16:00, hvis du har masser af gode idéer til, hvordan Allerød kan blive et endnu bedre sted for unge.
Hvad er ungerådet?
Ungerådet er et initiativ i Allerød Kommune, som skal give unge mere medindflydelse på de beslutninger og aktiviteter, der handler om dem.
Rådet skal hjælpe politikerne med at forstå, hvad der er vigtigt for unge i Allerød – lige fra fritidsaktiviteter og klima- og miljøinitiativer til, hvordan byerne skal udvikles og bygges i fremtiden.
Ungerådet mødes fire gange om året, og du bliver en del af en gruppe, der arbejder med det, du brænder mest for. Sammen er I med til at bestemme, hvad ungerådet skal fokusere på, og hvordan det skal gøre en forskel i hele Allerød. I arbejdsgrupper har I også mulighed for at have egne projekter, og mødes på løbende arbejdsmøder.
Hvorfor skal jeg være med i Ungerådet?
Hvis du synes, det kunne være fedt at lave spændende projekter sammen med andre engagerede unge – og føre dine idéer ud i livet – så er Ungerådet lige noget for dig.
Alle unge mellem 13 og 20 år med bopæl i Allerød kommune kan være med, og du behøver ingen erfaring – kun lysten til at gøre en forskel!
Og hvem ved… måske får du endda et par nye venner undervejs, når du – sammen med resten af Ungerådet – bliver en aktiv del af demokratiet og hjælper politikerne med at tage beslutninger, der betyder noget for alle unge i Allerød.
Hvordan melder man sig til?
Kom med til det første arrangement om ungerådet (kick off dag): Onsdag d.2. september kl. 16.00–18.00 - Allerød Rådhus (mød op ved borgerportalen)
Til kick off dag kan du høre mere om Ungerådet, stille spørgsmål – eller komme med ideer til hvad ungerådet skal arbejde for. Tag gerne dine venner med – det er altid sjovt at være flere!
Selve valget, hvor vi vælger medlemmer, kommer til at være d. 21. september kl. 16.00 – 18.00 (på Rådhuset). Begge dele er helt uforpligtende at møde op til.
Vi glæder os til at se dig til startskuddet på Ungerådet i Allerød.

Ungerådet
Følg med i hvad Ungerådet laver
Praktisk
Hvornår?
Onsdag den 2. september
kl: 16:00 - 18:00
Hvor?
Allerød Rådhus ved Borgerportalen
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte Ungdomsskolen