Under ledelse af dirigent Andreas Hanson byder Musikkorpset på et varieret program, der bevæger sig fra den klassiske koncert- og marchtradition til musical, filmmusik og nogle af populærmusikkens store melodier.
På programmet står blandt andet den norske Valdres March, Rossinis berømte ouverture til Wilhelm Tell og musik af den danske valsekonge H.C. Lumbye. Fra den anden side af Atlanten møder vi Leonard Bernsteins sprudlende musik fra On the Town, samt musik af Burt Bacharachs mange iørefaldende klassikere.
Koncerten byder også på en solistisk præstation, når Steffen Mærsk træder frem i Philip Sparkes Pantomime for euphonium – et virtuost og lyrisk værk, der viser både instrumentets varme klang og dets imponerende tekniske muligheder.
Der er med andre ord lagt op til en alsidig musikalsk time med Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
OBS: Kom i god tid, da pladserne til den populære koncert bliver besat efter ’Først til mølle’- princippet.
