Allerød Kommune har som ejer af en væsentlig del af bygningsmassen i kommunen et ansvar for at reducere energiforbruget. Det er ikke en ny indsats, men kommunen vil fortsat vise klimalederskab og reducere energiforbruget for at blive fri af fossile brændsler.
Energi i kommunale bygninger

Skru ned for energiforbruger i de kommunale bygninger
Allerød Kommune har gennem en årrække arbejdet med at reducere energiforbruget i de kommunale bygninger. Det sker både gennem bygningsmæssige forbedringer, løbende energirenoveringer og udskiftning til bedre energisystemer. Der sker investeringer i både overvågning, analyse af data og opfølgning. Senest er der investeret i CTS (Central Tilstandskontrol og Styring), som anvendes til at styre og regulere bygningers varme- og ventilationsanlæg, så de fungerer optimalt med det mindst mulige energiforbrug.
Det er således en videreført indsats at skrue ned for energiforbruget, og indsatsen vil blive beskrevet nærmere i en kommende ejendomsporteføljestrategi.
Det er en fordel for kommunen som helhed at reducere energiforbruget, fordi det reducerer omkostningerne. Det kommer alle borgere til gode.
Energi- og CO2-regnskab for kommunen som virksomhed
For at kunne arbejde målrettet med CO2e-reduktion i kommunens bygninger, biler og øvrige drift, udarbejdes et datagrundlag og en baseline i form af et energi- og CO2e-regnskab for kommunen som virksomhed. Indsatsen vil spille sammen med energirenoveringer i bygninger, men også kunne kvalificere andre reduk-tionstiltag for kommunen som virksomhed.
Datagrundlaget kan bruges som udgangspunkt for en konkret formulering af mål på området, hvilket vil bidrage til formuleringen af konkrete indsatser og finansiering. Indsatsen kan desuden danne grundlag for at øge klimabevidstheden blandt medarbejderne og give et øget fokus på de forbrugsbaserede udledninger.