Nedrivning i Horsemose Villaby

Allerød Kommune oplever en stigende interesse for nedrivning og nybyggeri i Horsemose Villaby. Samtidig oplever kommunen at mange husejere er i tvivl om og har spørgsmål til hvilke regler og procedurer der gælder, når en eksisterende bolig ønskes nedrevet. Her kan du læse om reglerne og praksis for nedrivning inden for lokalplan 224A.

Hvad gælder? 

I Lokalplan 224A – For Horsemose Villaby fremgår det af § 6.5 at: ”Bygninger inden for området må ikke nedrives, med mindre Byrådet giver tilladelse hertil. Undtaget er garager, udhuse og lignende småbygninger. ”

Der er ikke nedlagt et forbud imod nedrivninger. Der er dog nogle betingelser som skal være opfyldt før, at der kan gives en nedrivningstilladelse. Betingelserne vil ofte være krav til et nyt byggeris arkitektoniske udtryk, byggeriets placering på grunden og lignende. Formålet med betingelserne er at sikre de kvaliteter, som kendetegner Horsemosen som samlet byområde bevares. Hvis du overvejer at nedrive en eksisterende bolig, anbefaler vi derfor, at du kontakter Plan og Byg så tidligt som muligt i processen, så vi kan vejlede og afklare eventuelle spørgsmål.

Retningslinjer og praksis frem til en ny lokalplan 

Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget har den 24. september 2024 besluttet, at Forvaltningen skal udarbejde en planmæssig vurdering for de enkelte ejendomme i forbindelse med ansøgninger om nedrivning. Den planmæssige vurdering tager udgangspunkt i følgende forhold:

  • En analyse af områdets arkitektoniske og landskabelige kvaliteter og bygningens kvaliteter.
  • I analysen benyttes parametre som skala, detaljeringsgrad, originalitet, harmoni mm.
  • Samtidig vurderes forhold som strukturer, proportioner og materialer samt bygningers placering på grunden og tilpasningen med omgivelserne.
  • Hvordan et nyt byggeri vurderes at kunne videreføre en ejendoms eksisterende kvaliteter.
  • Relationen til de planmæssige hensyn i den gældende lokalplan.

Den planmæssige vurdering gennemføres uanset bygningens tekniske stand. Formålet er at vurdere en ejendoms planmæssige kvaliteter.

På baggrund af en politisk beslutning i Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget den 5. maj 2026 gælder følgende praksis for sagsbehandlingen:  

  • I sager, hvor den planmæssige vurdering understøtter nedrivning, forelægges sagen til politisk beslutning.  
  • I sager, hvor den planmæssige vurdering ikke understøtter nedrivning, kan forvaltningen træffe afgørelse om afslag efter de gældende regler for delegation.

Det betyder som udgangspunkt, at kun sager, hvor den planmæssige vurdering understøtter en nedrivning, forelægges til politisk behandling.

Fremtidig planlægning

Byrådet har besluttet at udarbejde en ny lokalplan for Horsemose Villaby til snarlig igangsættelse. På baggrund af den ændrede praksis for sagsbehandling og udpegningen af Horsemosen som kulturmiljø i kommunens kulturarvsstrategi forventes det, at den nye lokalplan vil understøtte bevaringen af områdets karakter.

Opsummering

  • Hvis du ønsker at undersøge mulighederne for nedrivning og nybyggeri, opfordrer vi til, at du kontakter Plan og Byg før du søger om tilladelse til nedrivning - så tidligt som muligt i processen og før der bruges mange ressourcer på, at udvikle et boligprojekt som ikke er i overensstemmelse med den planmæssige vurdering. Kontakt Plan og Byg på telefon 48 10 08 17 eller mail: planogbyg@alleroed.dk.
  • En nedrivning af en bolig kræver altid byrådets tilladelse jf. lokalplanens § 6.5.
  • Ansøgningen skal indeholde et projekt for den bebyggelse, der ønskes opført efter nedrivningen.
  • Kommunen kan ikke give bindende forhåndstilsagn om tilladelse, da hver ansøgning vurderes konkret ud fra ejendommens forhold samt det ansøgte projekt for nybyggeri.

Læs kulturarvsstrategien her