Billede

Der findes forskellige løsninger til anvendelse af regnvand, der kan implementeres i haven eller på grønne arealer. Nogle kan være "gemt" i landskabet, mens andre kan skabe æstetisk værdi for området og forbedre biodiversiteten.

Du skal altid søge kommune om tilladelse, når du vil etablere LAR-elementer (Lokal Afledning af Regnvand), som for eksempel en faskine.

Der gives som udgangspunkt tilladelse til nedsivning af tagvand i faskine overalt i Allerød Kommune med undtagelse for tagmaterialer af zink, kobber eller bly.

Du kan få tilladelse til nedsivning af regnvand fra zinktagrender, hvis:

  • Hvis zinktagrenden er fabrikscoatet.
  • Hvis zinktagrenden efterbehandles med et godkendt coating produkt (AC Flexcoat eller Fillcoat). Efterbehandlingen skal dokumenteres overfor kommunen.
  • Hvis det afledte vand fra zinktagrenden renses ved nedsivning gennem et filterbed/regnbed bestående af et 30-50 cm tykt lag af filtermuld inden vandet ledes til faskine.

Det er vigtigt, at du finder ud af, om der er plads nok på din grund til at etablere den størrelse faskine, du har behov for, og at afstandskravene fra faskinen til henholdsvis skel (2 m) og til bygninger med kælder/beboelse (5 m) kan overholdes.

På Teknologisk Instituts hjemmeside kan du læse flere detaljer og finde vejledning i, hvordan du undersøger jordens evne til at aflede vand.

Alt kloakarbejde, herunder afpropning af regnvandsledninger fra kloakrørene/brønde, skal laves af en autoriseret kloakmester.

Alt andet arbejde – udgravning, rørlægning, nedgravning af faskine og lignende - må du gerne selv lave, hvis vandet kommer fra et tag.

Det er grundejeren, der har det fulde ansvar for, at etableringen af anlægget udføres efter gældende regler.

Hvis du håndterer regnvand på egen matrikel, har du måske mulighed for at få tilbagebetalt en del af tilslutningsbidraget.

Det er Forsyningen Allerød Rudersdal A/S der administrerer tilslutningsbidraget.

Tilslutningsbidraget er det beløb man betaler for at blive tilsluttet offentlig kloak. Det er lige meget, om du håndterer regnvand via en faskine, regnvandsbassin eller et regnvandsbed. Læs mere om dine muligheder på Forsyningen Allerød Rudersdals hjemmeside. 

Søg om nedsivning af regnvand

Paradigme for nedsivning af regnvand 2013