Indhold

Billede fra kommunens 25 års jubilæum - udlånt af LAFAK

Da Allerød blev til Allerød - i 2020 fejrer kommunen 50 års jubilæum 

i 1970  blev sognene Lillerød, Blovstrød og Lynge-Uggeløse til Allerød Kommune. Det fejrer vi med en perlerække af jubilæumsaktiviteter gennem 2020, som vil markere kommunens fortid, nutid og fremtid.

Alle er velkomne til at deltage!

Frivillige, foreninger, organisationer, institutioner og kommunen samarbejder på kryds og tværs med at sammensætte et potpourri af jubilæumsfestligheder.

Alle jubilæumsaktiviteter bliver løbende lagt på Jubilæumskalenderen. Følg også med på kommunens Facebook-side og på Instagram  

OBS!  Corona virus afføder en række ændringer i relation til fejringen af Allerød Kommunes 50 års jubilæum. De fleste arrangementer udskydes, og vi forsøger så godt vi kan at undgå aflysninger.

De mange foreninger som afholder jubilæumsaktiviteter er ved at finde datoer senere på året. Hjemmesiden vil blive opdateret løbende.

Festlighederne er formet i tre spor:

1. "Hjem til Allerød" - tag på tur i historien

Under overskriften ’Hjem til Allerød’ kan du deltage i en række musikalske events, foredrag og andre begivenheder, hvor vi i fællesskab - og på tværs af generationer - får et sjovt tilbageblik og festligholder alt det, som har betydning for, hvor- og hvem vi er i dag. Se jubilæumskalenderen for mere information

2. Kom til jubilæumsfolkemøde i bæredygtighedens tegn lørdag den 6. juni 2020

I jubilæumsåret markerer vi også Allerøds fremtid - og den skal være bæredygtig.

På et brag af et jubilæumsfolkemøde lørdag den 6. juni 2020 kan du være med til at sikre, at dét Allerød, vi alle holder af, også er her for de kommende generationer.

3.  Stor Jubilæumsfest lørdag den 15. august 2020

Det er en del af Allerøds identitet at være noget for hinanden og skabe store, gode fællesaktiviteter.

I år bliver kommunens kulturuge 'Allerød på X og Tværs' også malet i jubilæumsfarver på Aktiv Fritid-dagen - og alle er inviteret til jubilæumsfest lørdag den 15. august 2020, hvor vi i fællesskab fejrer vores kommunes jubilæum. Aktiv Fritid bliver endnu større med aktiviteter, musik og dans, fællesspisning og underholdning hele dagen! 

Se løbende Jubilæumskalenderen

Jubilæumspulje på 100.000 

Byrådet har afsat en jubilæumspulje på 100.000, som alle foreninger, institutioner og interesseorganisationer har kunnet søge, for at lave lokale jubilæumsaktiviteter. Du kan se, hvad midlerne er gået til under punkt 7 i referat fra Kultur- og Idrætsudvalgets møde, den 6. februar (klik her - åbner i nyt vindue).

Rigtig godt Jubilæumsår!