Forbrug

Forbrug

Forbrug betegnes som forbrugsbaserede udledninger. Det skal forstås som alle de CO2e-udledninger, der knytter sig til vores forbrug. Det inkluderer hele værdikæden, og hermed regnes udledninger både inden for og uden for det kommunale geografiske område. Det betyder således, at alle udled­ninger, forbundet med produktionen og transporten af varer og services, i sidste ende tilskrives forbrugeren. Forbrugsbaserede udledninger adskiller sig altså fra de direkte udledninger, som kun foregår inden for kom­munegrænsen, hvilket hidtil har været omdrejningspunktet i klimaplanerne.

Gennemsnitsdanskeren har en forbrugsudledning på 11-13 ton CO2e pr. år. Desuden er transport, fødevarer, byggeri og bolig samt offentligt forbrug de forbrugskategorier, der udleder mest CO2e.

Allerød Kommune vil ar­bejde særligt med transport, bolig og byggeri samt et bredere perspektiv på forbrug, affald og gen­brug.

Da de forbrugsbaserede udledninger opstår både inden for og uden for Allerød Kommunes grænser, og ikke kan beregnes og opgøres på samme måde som de di­rekte udledninger, kan det være vanskeligt at opsætte konkrete CO2e-reduktionsmål. Derfor har kommunen formuleret en overordnet vision for arbejdet med for­brugsbaserede udledninger. Visionen har til formål at fungere som rettesnor for indsatserne, og samtidig åb­ner den op for samarbejde på tværs af generationer til at styrke fællesskabet om bedre og mere klimavenlige forbrugsmønstre.

VISION

”Gennem et stærkt samarbejde mellem borgere, virk­somheder og kommunen skaber vi adfærdsændring mod mere klimavenlige forbrugsmønstre af både trans­portmidler, byggerier og ressourcer. Alt sammen noget, der sikrer et grønnere fundament for vores fælles fremtid.”