Slip for ubehagelig overraskelse tæt på din ferie

Ferien står for døren, og i sidste øjeblik finder du ud af, at passet er ved at udløbe.
Den situation har flere af os nok stået i, men nu er der hjælp at hente.
Allerød Kommune har nemlig fået et nyt system, som sender et påmindelsesbrev, hvis dit pas udløber om mindre end tre måneder.

Det er en serviceudvidelse, som har til formål, at give dig en påmindelse, hvis dit pas er ved at udløbe. Samtidig giver det også en bedre mulighed for at bestille nyt pas. Påmindelsesbrevet informerer dig nemlig også om selvbetjeningsløsninger på kommunens hjemmeside, hvor du kan læse relevant information. På den måde går færre forgæves grundet mangler i forbindelse med pasudstedelsen. Det er eksempelvis vigtigt, at medbringe dit gamle pas, at barnet er med hvis der er tale om et børnepas eller at du har husket samtykkeerklæring fra begge forældre ved fælles forældremyndighed.

Ordningen er startet op i februar måned, og der er allerede udsendt 336 meddelelser. Påmindelsesbreve udsendes via digital post og sendes derfor kun til borgere over 15 år. Allerød Kommune håber og tror, at borgerne tager godt imod dette nye initiativ.