Mere end 100 virksomhedsledere, samarbejdspartnere, politikere og medarbejdere havde tilmeldt sig eftermiddagen, hvor stemningen var varm og engageret, og der blev netværket flittigt mellem de lokale virksomheder, kommunen og erhvervsorganisationerne.
Dansk Industri gav deltagerne et indblik i udsigterne for dansk erhvervsliv i en global brydningstid og satte blandt andet fokus på rammevilkår, arbejdskraft og konkurrenceevne.
Herefter satte borgmester Clara Rao fokus på den lokale erhvervsudvikling og ambitionen om, at Allerød skal være det attraktive valg – både for mennesker, der vil bo og arbejde her, og for virksomheder, der vil etablere sig, investere og vokse.
”Allerød står stærkt, men vi skal ikke hvile på det. Vi skal række mere ud til erhvervslivet, lytte til virksomhedernes forskellige behov og skabe udviklingen sammen. Erhvervsvenlighed skal ikke bare kunne ses i målinger – den skal kunne mærkes af den enkelte virksomhed,” siger borgmester Clara Rao.
Et andet tema var behovet for at tænke erhvervsudvikling sammen med blandt andet arbejdskraft, byudvikling og plads til virksomhedernes vækst. Borgmesteren inviterede samtidig virksomhederne til et tættere samarbejde om at skabe flere veje ind på arbejdsmarkedet for unge og mennesker, der i dag står udenfor.
Flere erhvervsinitiativer på vej
Sommertræffet er en del af en bredere erhvervsindsats i Allerød Kommune. Kommunen er i gang med en række initiativer, der skal styrke dialogen med erhvervslivet og skabe gode rammer for virksomhedernes udvikling.
Det gælder blandt andet flere netværk og mødesteder, arbejdet med en opdateret erhvervspolitik, fokus på smidige processer på erhvervsområdet samt samarbejdet om blandt andet arbejdskraft, grøn omstilling og erhvervsfremme.





