Allerød Kommune har vurderet, at aktiviteten er omfattet af listepunkt K212 i godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2: Anlæg for midlertidig oplagring af ikke-farligt affald eller affald af elektrisk og elektronisk udstyr forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse med en kapacitet for tilførsel af affald på 30 tons om dagen eller med mere end 4 containere med et samlet volumen på mindst 30 m3, bortset fra anlæg omfattet af listepunkt 5.5 på bilag 1 eller listepunkt K 211.
Dette begrundes med, at den oplagte jord, betragtes som affald, jf. affaldsbekendtgørelsen §2, stk. 1, i det jorden ikke umiddelbart skal genanvendes.
Der foreligger ikke standardvilkår for den ansøgte aktivitet. Miljøgodkendelsens vilkår meddeles på baggrund af gældende lovgivning samt ansøgningsmaterialet og en miljøteknisk vurdering.
Ved vurdering af nødvendig hensyntagen til samfundsmæssige beskyttelsesinteresser på og omkring anlægsarealet, herunder særligt beskyttelse af natur, overfladevand og grundvand, er der opstillet vilkår, som skal give sikkerhed for ingen, eller minimale og ubetydelige påvirkninger, af det eksterne miljø ved gennemførelse af projektet.
Projektet er planlagt til at løbe fra maj 2025 til og med primo 2028.
Afgørelsen kan i henhold til miljøbeskyttelsesloven påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af adressaten for afgørelsen og enhver, som har en individuel, væsentlig interesse i sagen.
En eventuel klage skal være indsendt til Miljø- og Fødevareklagenævnet senest den 27. maj 2025 og indsendes via Klageportalen, som findes via www.naevneneshus.dk