Ukrudtsbrænderen er et særdeles effektivt redskab til at fjerne ukrudt – men uopmærksomhed og forkert brug af den kan forårsage brand.
Når du bruger ukrudtsbrænderen, bør du kun svitse ukrudtet kortvarigt. På den måde sikrer du, at vandet fra planten fordamper, og det vil få planten til at visne i løbet af få dage. Brænder du derimod løs på ukrudtet, risikerer du ulykker, og ukrudtet kommer ofte igen, fordi rødderne overlever.
-Vi anbefaler, at man helt afholder sig fra at bruge ukrudtsbrænderen, når det er tørt og blæsende. Der skal meget lidt til, før ilden kan få fat i nogle tørre blade eller andet letantændeligt materiale, og så kan der hurtigt opstå en brand, siger Carsten Jensen.
Fem gode råd
Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen har disse fem gode råd om brug af ukrudtsbrænder:
- Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
- Ukrudtet skal svitses – ikke brændes
- Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser
- Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
- Hav altid vand i nærheden
99 procent af alle brande forårsaget af ukrudtsbrændere skyldes uopmærksomhed. Sidste år rykkede de danske beredskaber på landsplan ud til 364 brande forårsaget af ukrudtsbrændere, viser tal fra Beredskabsstyrelsen. I samme periode har Nordsjællands Brandvæsen registreret ni tilfælde i dækningsområdet, hvor ukrudtsbrænderen har været involveret i hændelsen.